Dronningeriget – en undersøgelse af transgenerationel æstetik
Et dronningerige er et matriarkat: ikke blot en eventyrlig forestilling, men også en styreform, hvor kvinder sætter dagsordenen. Kunstens dronningerige er det sted, hvor magten er blevet delt mellem mange; Intuition og økologi er i højsædet, det styres af instinkter, og af forbindelsen til fortidens mødre og fremtidens børn. Dronningeriget blev til i et samarbejde mellem Laboratoriet for Æstetik og Økologi og HAUT i efteråret 2019.
Arbejdet med ”Dronningeriget” er et kontinuerligt arbejde over 30 år – en generation – og de otte medvirkende er i alderen 0 til 70. Vi arbejder med en præmis, der kommer til at forandre sig år for år, nemlig vores livssituation. Det er også inddragelsen af privatlivet, der interesserer os: vi vil udvikle kunsten i takt med og med inddragelse af livet. Det lyder måske meget ambitiøst og overproportioneret, men faktisk er vi interesserede i en sameksistens af eksistentielle, politiske og kunstneriske spørgsmål, hvor beskuerens blik og tanker kan vandre på tværs af de erfaringer, man gør sig som barn, ung og gammel. Hvilke repræsentationer og relationer indgår kvinder i – og vil vi blive i dem eller sætte hinanden i nye? Kan vi omfordele ansvar og synlighed mellem vores hænder og kroppe?
På residenciet hos HAUT i november 2019, co-kurateret med Laboratoriet for Æstetik og Økologi under titlen ”Staging the Art of Caring”, ønskede vi at undersøge hvilke rytmer, visuelle udtryk, bevægelser og måder at være sammen på, der opstår, når den producerende enhed af kunstnere bliver aldersmæssigt heterogen. Ambitionen var at skabe et scenekunstnerisk rum, vi kan lide at være i og skabe i, sammen. Det er tænkt som et rum, hvor også besøgende til visningen må komme på tværs af generationer. Ambitionen er lang fra at skabe en ’forestilling om familier’, men derimod at skabe et kunstnerisk eksperiment dikteret af og i sameksistens med det nærværende liv.
Det kontinuerlige arbejde med en transgenerationel æstetik tager afsæt i en adskillelse af omsorgsarbejdet mellem generationer, som typisk finder sted i kunstrummet. Hvad ville der ske – økonomisk, socialt, økologisk – hvis vi bryder med denne eksklusionens rationale? Informeret af den feministiske kunstner Mierle Laderman Ukeles inklusion af hverdagens ekskluderede arbejde, inviterer vi det relationelle omsorgsarbejde ind i scenekunstrummets midte.
Af og med Indira Pascale Guldbæk Bonnici, Ekko Salma Liebmann, Stine Frandsen, Karis Zidore, Cecilie Ullerup Schmidt, Marie-Louise Guldbæk Stentebjerg og Karen Vedel
Læs også artiklen ”På vej mod nye styreformer” i HAUTs publikation om kunstnerisk udvikling, som kan downloades her: http://hautscene.dk/haut-forlag/
