Sarah Bodil Tierney – Flyveblade
Sarah Bodil Tierney – Flyveblade
Dette er Flyveblade, helt konkret, men også en praktisk topografi over typografi. Når man trykker med løse typer, føles det lidt, som at skrive med afdødes håndskrifter. Flyvebladene handler om fortiden, vores verden nu og om en illegal presse der opererer i landskabet. (Off the grid.)
Træsnit og håndsats med følgende skrifter:
Signatur – Baskerville – Plakatskrift – Simmelkjær – Hans Sachs.
Trykt på en Heidelberg Vingeautomat.
Sarah Bodil Tierney fortæller:
I sommeren 2020 fik jeg mulighed for at overtage det hedengangne Møns Bogtrykkeri, der var placeret centralt i Stege. Bogtrykkeriet indeholdt en Heidelberg Vingeautomat, værktøj og et større arkiv af løse typer, instruktionsbøger, årsrapporter fra 50’ernes bogtryksuddannelse, og specielt én lille (smukt formgivet) pamflet, Pligten til angivelse af trykkested, fangede min interesse. Det var, som om denne lille – og engang vigtige – udgivelseindrammede hele det lidt vanvittige projekt, selve overtagelsen var. Bogtrykkeriet fandt i mellemtiden sit hjem i Hjelm og hedder således Helmet Press.
Helmet Press skal helst gå off the grid. En trykpresse midt i et nøgent åbent landskab. Jeg vil igennem analoge aktiviteter finde frem til en ny nostalgisk fremtid og aktivere pressen i landskabet, sammen med os, som befolker det, mellem marker og gårde. Jeg skal lære alt fra bunden. Hvordan man indretter et bogtrykkeri, håndterer blyholdige typer, opererer en fuldautomatisk presse og ikke mindst, hvordan man navigerer mange hundrede års historie om et fag, der var indgangen og udgangen til al publiceret viden. Typograferne, fagforeninger, sammenhold og en faglighed, der blev udfordret af nye teknologier. Ansvaret for mangfoldiggørelse af viden var pludseligt ikke længere håndholdt. Jeg var så heldig at blive inviteret ind i et lille samfund, med en stor stedspecifik historie. Det Gamle Trykkeri i Nakskov vedholder faget. Nogle er faldet fra, men de, der er tilbage, løfter i fællesskab historien. Selvom det nu er et museum, kører maskinerne, og fællesskabet og bevidstheden eksisterer mellem dem. Dét sted er blevet min redning, og jeg er dybt afhængig af deres erfaring, fortællinger og faglighed, hvis projektet skal lykkes. Det skal det helst, for der er løftet flere tons maskineri ind over husets tag med en kran, så det er ikke så nemt at opgive projektet.
Jeg skulle begynde et sted, så jeg skar simple motiver i træ, linoleum, soft-cut gummi, og hvad der ellers fandtes lige foran mig eller lå henlagt i en skuffe fyldt med halvfærdige projekter og skitser. Motiverne er sammensat med udvalgte løse typer og er en stedspecifik undersøgelse af typografi.
Langsomt fik jeg opbygget et oplag, dog uden et egentligt hjem, indtil en dag de blev til Flyveblade – måske nærmest det modsatte af propaganda – med billedsprog og poesi, der skal svæve omkring i vores fælles åbne landskaber.
Flyvebladede er signerede og findes i et begrænset oplag på 55 stk.
Tryk: Erling Mogensen & Sarah Bodil Tierney
Maskinsats: på Intertype af Per Morsbøl
Håndsats: Sarah Bodil Tierney med hjælp fra Jørgen G. Sørensen på Det Gamle Trykkeri i Nakskov.
Varmt tak til alle på Det Gamle Trykkeri, Ida Bencke og James Tierney.
(C) Sarah Bodil Tierney