Silken, biosensoren, sproget, talismanen

Silkedigte af Jen Bervin
Udgivet af Forlaget Virkelig og Laboratoriet for Æstetik & Økologi og
Redigeret af Andrea Fjordside Pontoppidan
Oversat af Andreas Vermehren Holm
Udkommer fredag d. 22. maj

Hvordan forsøger man at nærme sig en silkeorms perspektiv uden at antropomorfisere silkeormen; uden at tro, at det er muligt at sætte sig i en silkeorms sted og vise, hvordan det er at være silkeorm? Det lader ikke til at være den type spørgsmål, der trænger sig allermest på for Jen Bervin i hendes arbejde med silkeormen og dens kulturhistorie. Snarere er det spørgsmål som dette: Hvordan skriver man poesi, der som en hinde, som hud, hele tiden kastes af og fornys, men som stadig er en forlængelse af kroppen – poesi som et materiale, der uundgåeligt forankrer forskellige kroppe i berøring med hinanden i verden og i historien? Med Silkedigte indprenter Jen Bervin silkeormens repetitive liv og arbejde i skriftens materiale, så at (krops)arbejdet, skriften og forvandlingen bliver ét. Silkedigte materialiserer en silkeorms liv, der er udgjort af (re)produktivt arbejde. Silkeormen spiser for at vokse og vokse ud af sin hud, så en ny kan komme til syne -at være silkeorm er at være under udvikling og forvandling, altid igang med at blive til igen og igen og igen.

Jen Bervin spinder en lang, snirklet tråd af fabulerende science fiction-digte, hvor protagonisten er en silkeorm fra fremtiden, der indskriver sit cykliske livsværk (spis, voks, skid, spind, dø) i digtenes stoflige materiale. Dette stof er gjort af kinesisk (seri)kultur, skrift- og håndarbejdshistorie, tekstilproduktion, bioteknologi og en insisterende opmærksomhed i mødet med det sammenfiltrede.

I løbet af sit liv vender protagonisten flere gange tilbage til udgangspunktet, nemlig larvestadiet, og det bliver fortalt, at ‘larvestadie’ kaldes instar på engelsk og instancia på spansk. Silkeormen vakler ikke i sine etymologiske henvisninger, for som den selv påpeger:
“v i o p f a n d t s p r o g e t”. Desuden er den latinkyndig.
Protagonisten foretrækker den spanske variant, der etymologisk rækker tilbage til det, vi på dansk ville kalde “instans”, hvorimod det engelske instar refererer til det at være “af obskur oprindelse”. Sproget afslører måder at se på, og silkeormen viser os nye muligheder for at se og læse ved at introducere os til de mangfoldige, sproglige forgreninger, der udspringer fra det kinesiske skrifttegn for silke. Roden i dette skrifttegn går forud for et væld af andre ord, som fx. væve, fabrikere, skrive og krop. Bervin lader silken gå som en skudtråd, der væver sig op igennem historien, ind og ud af et væld af praksisser. Hun vil afmytologisere silkeproduktionen, men samtidig pege på de mange fortællinger, der er blevet fortalt siden silken blev opdaget som silke – fortællinger, der spinder menneske og silkeorm sammen i en fælles (vævs)historie. Perspektivet forskydes helt eller delvist, og vi mærker, hvordan poesien bliver et stykke hud eller tekstil, der gives videre fra agent til agent, og således kropsliggør poesiens former forbindelserne mellem skrift, transformation og forvandling, en følelse, der forplanter sig i den læsende krop.

i m i n f j e r d e
i n s t a r
j e g v e d m i t s a n d e y d r e
e r f o r v a n d l i n g
m e d i u m o g
m a t e r i a l e

Udgangspunktet for digtsamlingen er en række forsøg foretaget på Tufts Universitet, hvor man har opdaget, at silkens DNA er kompatibel med menneskets DNA. Det gør silke til et ideelt materiale for fremstillingen af biosensorer, der skal indplanteres i menneskekroppe for at kontrollere deres sundhed. Jen Bervin fandt interesse i denne nye teknologi, men ønskede at forestille sig historien anderledes for på den måde at præsentere andre mulige læsninger af relationen mellem teknologi, menneske og silkeorm, mellem den læsende og den skrivende. Mere end en reproduktion af fortællingen om menneskelig (selv)kontrol, overvågning, produktivitet og individuel optimering via udnyttelse, vil Silkedigte være fortællingen der viser, hvordan teknologier kan og må udbygge og forstærke radikale interartslige forbindelser:

“Jeg tænkte på biosensorens kommende »læser«, og forestillede mig mennesker med denne sensor indeni sig, i den ganske angstprovokerende situation, hvor man overvåges for unormale forandringer i kroppen. Jeg ønskede at skabe noget der mindede om en talisman, en kraftfuld tekst gemt på kroppen, der kan beskytte dens bærer.”

Tanken om en biosensor som talisman, der bærer og indskriver fortællinger om intime menneske-silkeorm-forbindelser i mennesket, virker fortryllende og får mig til at tænke over, hvad det at være af obskur oprindelse overhovedet betyder. Poesien former et relationelt bånd, hvor forbindelserne ikke blot bliver meningsfulde i kraft af det, de i teknovidenskabens tjeneste skaber. Det bliver muligt at forestille sig silken, ikke kun som råmateriale for neoliberale industriers bio-tekno-logikker, men også som materiale, medium og mødested for silkeormen og mennesket, hvor det ikke alene er DNA, der overføres, men også vidnesbyrd om produktionsforhold, omsorg, samskabelse og oversættelse – et udgangspunkt for en tværartslig poesi, etik og ansvarlighed. Med andre ord: uden silkeormens arbejde, ingen Silkedigte. Og for at citere bogens hovedperson:

h e r
e r d e n t i n g
j e g l a v e d e a f m i g s e l v
m e d a n d r e
i l i v e
i d i g

Da vi endnu ikke kan samles fysisk til en udgivelsesfejring, så giver vi jer dette lille virtuelle oplæsningsarrangement, hvor Jen Bervin læser et uddrag af Silk Poems på engelsk og Andreas Vermehren Holm læser et uddrag af den danske oversættelse Silkedigte. Det er blevet til en lille fin, sammenflettet, bilingval lydtråd. God fornøjelse!

http://jenbervin.com/projects/silk-poems
https://www.forlagetvirkelig.org/
https://nightboat.org/book/silk-poems/